top of page

 

 

SKULPTUR

 

MÅLSÆTNING 

Eleverne øver sig i at genkende og udtrykke følelser med kroppen. De får bevidsthed om, hvordan vi tolker et kropsligt udtryk og erfaring med at løse en opgave, hvor den enkelte er en del af et samlet kropsligt udtryk. 

 

ANTAL DELTAGERE 

Fra 5. 

 

VARIGHED OG FORUDSÆTNINGER 

Fra 10 minutter. Gulvplads til, at grupperne kan arbejde uden at forstyrre hinanden. Print af ”Skulptur - kopiark”, klippet i sedler. 

 

INSTRUKTION 

Fordel eleverne i grupper af 4-5. 

Fortæl, at skolen har været så heldig at få en pose penge til indkøb af kunst. Og lige netop i dag får skolen besøg af kunstnere, der vil præsentere deres værker. 

Udpeg en fra hver gruppe til at være kunstner. Hvis det appellerer til eleverne, så brug adjektiver som cool, provokatør, nyskabende, talentfuld, verdensberømt etc. om kunstnerne. 

Underviser har sedlerne fra ”Skulptur – kopiark”, og hver kunstner trækker en af sedlerne. Sedlen holdes hemmelig for de andre grupper. 

Vis et eksempel med et par elever, inden grupperne skal arbejde selvstændigt. De udpegede kunstnerne finder et sted, hvor gruppen kan arbejde. Resten af gruppen er kunstnerens materiale, som han/hun skal bruge til at forme en skulptur af. Skulpturen skal udtrykke den følelse, der er på sedlen. Brug evt. det billede, at gruppen er som en klump ler, der kan formes. 

Kunstneren instruerer de andre elever verbalt og ved at vise, hvad han/hun mener. Tag fx fat i en arm og placer den i den ønskede position. Kunstneren kan også bruge sig selv og med sin egen krop vise sin idé. Hvis kunstneren ønsker det, kan de øvrige i gruppen hjælpe med at finde på ideer. 

Hver gruppe får 5-10 minutter til at skabe en skulptur. 

Til sidst samles alle grupperne. En gruppe kommer på gulvet og fremviser deres skulptur. Kunstneren genskaber skulpturen foran de andre elever og præsenter sit værk uden at røbe, hvilken følelse skulpturen skal udtrykke. 

Efter præsentationen giver de andre elever bud på, hvilken følelse skulpturen skal udtrykke, og kunstneren afslører, om der er gættet rigtigt. Lad eleverne fortælle, hvad der fik dem til at gætte på netop den følelse. 

En ny gruppe kommer på gulvet. 

 

OPSAMLING 

Tal med eleverne om, at vi ofte viser vores følelser med kroppen. Fortæl, at de kan blive bedre til at opfange, hvordan andre har det ved at have opmærksomhed på kropssproget. På samme måde kan andre mennesker nemmere opfange, hvordan I har det, hvis I viser det med kroppen. Fx ved at smile, når I bliver rigtig glade for noget. 

 

SPØRGSMÅL TIL OPSAMLING 

  • Hvordan var det at løse opgaven? Satte det gang i nogle følelser? Måske grinede I eller blev irriterede - kunne I se på hinanden eller selv mærke, om kropssproget så ændrede sig? 

  • Er der følelser, som er lettere at se på kropssproget end andre? Og lettere at udtrykke med kroppen? 

  • Har I opdaget noget om kropssprog og følelser, som overraskede jer? 

 

TIPS 

Eleverne kan lave egne forslag til skulpturer. Skriv en titel, som lægger op til, at der er følelser involveret. F.eks. ”Den døde hund” eller ”Kærlighed”. Lad grupperne trække hinandens forslag.

 

 


 

bottom of page